Hvad er forskellen på tankestreg og bindestreg

af | 25. marts 2020

Bliv klogere på tankestreg og bindestreg her

Tankestreg – mere og mere populært

Flere og flere bruger tankestreger, når de skriver. Tankestreger kan bruges til en del forskellige formål; man sætter dem dog især omkring indskud og foran tilføjelser. Her erstatter tankestregerne tegn som komma, semikolon og parentes.

Det er ganske frivilligt, om du vil bruge komma, semikolon, parentes eller tankestreg til at markere indskud og tilføjelser. Du skal bare være opmærksom på, at tankestreger ofte virker stærkere end de andre tegn, idet de er mere synlige. Det virker ikke særligt stærkt at bruge kommaer til at markere indskud. Og hvis du bruger parentes til at vise at noget er et indskud, så markerer du også, at det i princippet kan undværes. Vælger du derimod tankestreger, bliver tilføjelsen eller indskuddet fremhævet mere tydeligt.

Du skal skrive med lille begyndelsesbogstav efter en tankestreg. I dag er det helt almindeligt at bruge tankestreg omkring indskud og foran tilføjelser i stedet for semikolon, da mange opfatter semikolon som et uddøende og lidt gammeldags tegn.

Tankestreger omkring indskud

Her er nogle eksempler med tankestreger omkring indskud:
Referatet er – heldigvis – ikke nær så langt, som det plejer at være.
Da firmaet gik konkurs, tog chefen – for at komme lidt væk fra det hele – på en rejse til Spanien.
Han vidste godt – som han også skrev i sit notat – at afdelingen skulle deles op i tre nye underafdelinger.

Indskuddet kan være et eller flere ord eller hele sætninger (både helsætninger og ledsætninger). Du skal huske at sætte tankestreger på begge sider af indskuddet.

Tankestreg foran tilføjelser

De næste eksempler viser, hvordan du sætter tankestreg foran en tilføjelse:
I næste uge holder vi firmafest – men det er I sikkert allerede blevet informeret om på forrige fredagsmøde.
Du skal altid nævne din alder i en ansøgning – uanset om du er ung eller gammel.

Ved tilføjelser kan tankestregen betyde, at der nu kommer noget overraskende som fx i denne sætning:
De fleste på kontoret er glade for deres job på grund af det gode arbejdsklima – ikke på grund af lønnen.

Selvom det er i orden at bruge tankestreger, skal du alligevel passe på, at du ikke overdriver. Hvis en tekst er fyldt med tankestreger, kommer det let til at virke overdrevet dramatisk, og så mister tankestregen sin kraft!

Øvelse i at sætte tankestreger

Indsæt tankestreger i de tre eksempler. Løsningen finder du til slut.

Laserprinteren er meget hurtig hele 30 ark pr. minut.
Nu, hvor krisen forhåbentlig er vel overstået, er det en god ide at se lidt nærmere på fremtiden.
Alle kundebreve kan formuleres venligt også rykkere.

Tankestreg eller bindestreg?

En tankestreg er ikke det samme som en bindestreg. Der er luft omkring tankestregen – og den er længere end en bindestreg. På mange computere bliver bindestregen automatisk lavet lidt længere – altså bliver til en tankestreg – hvis man laver luft omkring den.

Løsning til øvelsen i at sætte tankestreger

Laserprinteren er meget hurtig – hele 30 ark pr. minut.
Nu hvor krisen – forhåbentlig – er vel overstået, er det en god ide at se lidt nærmere på fremtiden.
Alle kundebreve kan formuleres venligt – også rykkere.

Bindestreg

En bindestreg er ikke det samme som en tankestreg, da bindestregen er lidt kortere end tankestregen. Der skal heller ikke være luft rundt om en bindestreg, som der skal om en tankestreg. En bindestreg kan betyde noget forskelligt, og du kan bruge den i mange forskellige situationer:

  • Bindestregen indgår i sammensatte ord med forkortelser, fx EU-regler og VM-håndbold.
  • Bindestregen bruges i sammensætninger med tal og med symboler, fx ved 2-tiden.
  • Bindestregen bruges i andre sammensætninger, fx ad hoc-udvalg og hjerte-kar-sygdomme.
  • Bindestregen bruges i orddelinger ved linjeskift.
  • Bindestregen bruges i visse fremmedord, fx walkie-talkie.
  • Bindestregen kan bruges i ord med fælles kerne, fx im- og eksport.
  • Bindestregen kan også bruges i lange ord til at tydeliggøre meningen, fx i ordet landbrugsjournalist-topmøde.

Bindestregen kan betyde fra og til, fx: Der er frokost fra kl. 12.00-13.00.

Der findes en lang række situationer, hvor du skal bruge bindestreg:

Bindestreg ved sammensatte ord med forkortelser

Når du skriver ord, der er sat sammen med en forkortelse, fx:
A- og B-skat
S-toget
ATP-bidrag
C-vitaminer

Bindestreg ved sammensætninger med tal og med symboler

Det kan også være sammensatte ord, hvor ord er sat sammen med tal eller symboler, fx:
ved 13-tiden
35-årig
%-beregning
§-henvisning

Andre sammensætninger med bindestreg

Hvis man sætter et ord sammen med en sammensætning, er det også nødvendigt at bruge bindestreg, fx:
slå om-nederdel eller slå-om-nederdel
væg til væg-tæppe eller væg-til-væg-tæppe

Bemærk, at fra 2012 er det også tilladt at sætte bindestreg mellem alle ordene i sådanne sammensætninger.
Hvis du skriver sammensatte ord, hvor det første led i forvejen har en bindestreg, er det korrekt at have flere bindestreger:
hjerte-kar-sygdomme
deja-vu-oplevelse

Når du skal skrive sammensatte ord, der indeholder forkortelser og bindestreger, er det en god ide altid at slå ordene op på ROplus.dk, eventuelt i Nudansk Ordbog eller en fremmedordbog – da det ikke er helt logisk, hvornår man bruger bindestreg, og hvornår man ikke gør.

Orddelinger ved linjeskift med bindestreg

Hvis du bruger orddeling, når du skifter linje, skal du også bruge bindestreg:
Referatet er sendt til dem, der deltog i mødet man-
-dag den 16. marts 2020 på Hotel Kongegaard.

Bindestreg ved visse fremmedord

Nogle gange skal der være bindestreg i fremmedord. Men heller ikke her er der faste regler. Derfor er du nødt til at slå fremmedord op på ROplus.dk, Nudansk Ordbog eller en fremmedordbog, hvis du er i tvivl. Hvis du ikke kan finde ordet i en af ordbøgerne, må du skrive ordet på engelsk eller på det sprog, det nu kommer fra.

Her er nogle eksempler på fremmedord, der skal have bindestreg:
drive-in
vis-a-vis
roll-on

Der findes desuden situationer, hvor du kan vælge at bruge bindestreg:

Bindestreg ved ord med fælles kerne

To ord kan have en fælles kerne. Det vil sige, at et bestemt ord indgår i begge ord. Fx er ordet tøj en fælles kerne for ordene drengetøj og pigetøj. Når man har to ord med en fælles kerne, kan man erstatte den ene kerne med en bindestreg. Eksemplet med børnetøjet kan altså skrives på denne måde: drenge- og pigetøj.

Her er nogle flere eksempler på ord med en fælles kerne:
import og eksport / im- og eksport
regnbyger og sludbyger / regn- og sludbyger
overskud og underskud / over- og underskud
hårshampoo og hårbalsam / hårshampoo og -balsam

Bindestreg ved lange ord

Du kan også bruge bindestreg i særligt lange ord, der er svære at læse, fx:
lønningsbogholderi-oplysninger
bibliotekspenge-forslaget

Der er ikke faste regler for, hvornår du skal bruge bindestreger til at tydeliggøre. Det afhænger af, hvem din modtager er. Men vores råd er, at du skal prøve at undgå lange sammensatte ord, da de er besværlige at læse.

Bindestreg ved fra og til

Her er et eksempel, hvor bindestregen betyder fra klokken 9.00 til klokken 17.30. Der kunne også have været brugt en tankestreg:
Bindestreg: Kontorets åbningstider 9.00-17.00
Tankestreg: Kontorets åbningstider 9.00 – 17.00

Øvelse
Indsæt de manglende bindestreger. Løsninger finder du lige bagefter.

Søn og helligdage holder kontoret altid lukket.
Klinikken for øre, næse og halssygdomme ligger på byens gågade ved siden af apoteket.
Afdelingens ph.d.studerende er i gang med et videnskabeligt forsøg om, hvordan skærmarbejde påvirker os i vores dagligdag.
De seneste års store investeringer i nyt it udstyr har vist sig at være meget nyttige for firmaet.

Løsning til øvelse i at sætte bindestreger

Søn- og helligdage holder kontoret altid lukket.
Klinikken for øre-, næse- og halssygdomme ligger på byens gågade ved siden af apoteket.
Afdelingens ph.d.-studerende er i gang med et videnskabeligt forsøg, om hvordan skærmarbejde påvirker os i vores dagligdag.
De seneste års store investeringer i nyt it-udstyr har vist sig at være meget nyttigt for firmaet.

Læs også: Bedre skriftlig kommunikation – hvordan?

Professionelle arbejdsmails

Professionelle arbejdsmails

Nu, hvor flere og flere arbejder hjemmefra, er det endnu mere vigtigt, at dine beskeder virker efter hensigten. Her får du nogle konkrete tips til, hvad man gerne må – og ikke må.

læs mere
Kursus i notat og referatteknik

Kursus i notat og referatteknik

På dette kursus i notat- og referatteknik introduceres du for forskellige teknikker, så du kan skrive korte og præcise notater, der gør det let at skrive gode referater. Desuden giver vi gode råd om, hvordan du udformer forskellige typer af referater.

læs mere
Sproglig rådgivning

Sproglig rådgivning

Har du brug for sproglig rådgivning? Hos Sprogkontoret oplever vi et øget behov og interesse for individuel sproglig rådgivning. Her tager vi udgangspunkt i dine tekster. Det kan fx være mails, notater, referater eller rapporter. Forløbet er skræddersyet til dit behov og er meget intensivt.

læs mere
Tekst, der giver mening – hvordan?

Tekst, der giver mening – hvordan?

Du har skrevet en tekst, men det lader til, at folk ikke fatter, hvad du vil sige. Du sender mails, hvor din modtager ikke forstår, hvad du mener. Måske mangler din tekst sammenhæng.

læs mere