Konkret tekst hvordan?

af | 12. april 2020

Skriv konkret – konkret tekst fungerer

Hvis du skal skrive konkret, skal du bruge konkrete ord, og du skal også undgå sætningsord.

Undgå sætningsord – de er ukonkrete at bruge

Sætningsord hedder også verbalsubstantiver, fordi de er substantiver (navneord), der er dannet ud fra verbaler (udsagnsord). Man kan sige, at sætningsord er en slags koncentrerede eller indkapslede sætninger, fordi det er ord, som gemmer sætninger.

Fx er navneordet ændring et sætningsord dannet ud fra udsagnsordet at ændre, og navneordet drøftelse er også et sætningsord dannet ud fra udsagnsordet at drøfte.

Det er ikke sætningsordene, der enkeltvis er noget i vejen med. Ord som ændring, drøftelse, ledelse, forenkling og besparelse er ikke svære at forstå. Men når du bruger mange sætningsord, medfører det ofte, at du skriver i et upersonligt sprog og derved ikke skriver konkret.

To eksempler på ukonkret tekst

Ændringen er gennemført
Forslaget har været til drøftelse

I den første sætning må man spørge sig selv: Hvem har foretaget ændringen? Der mangler en aktiv person, der gør noget. I den anden sætning må man igen spørge sig selv: Hvem har drøftet forslaget? Her mangler igen en aktiv person, der gør noget.

Sætningsord kan ofte kendes på, at de ender på -else, -ing, -ning, -tion eller -sion, fx meddelelse, henvendelse, færdiggørelse, kortlægning, forenkling, underretning, dokumentation og revision. Det er ikke ord, som vi kan undvære i sproget. Men tit er sætningsordene med til at gøre en tekst abstrakt og upersonlig. Derfor bør du altid overveje, om du skal skrive sætningsordene om til rigtige sætninger, så sproget bliver mere konkret.

Øvelse i at skrive konkret tekst

Prøv at skrive sætningerne om, så du får opløst sætningsordene og får placeret en person i sætningen. Sætningsordene er markeret med fed tekst. Et forslag til løsningen finder du til slut i denne artikel (der findes mange korrekte løsningsforslag).

1. For undgåelse af øjenbeskadigelse monteres brillerne inden afsendelse af raketten.
2. Slippen afrives forinden indløsning.

Brug konkrete ord i konkret tekst for at gøre teksten mere præcis

Brug som hovedregel de mest konkrete ord, du kan komme på. Det er de ord, som din modtager har nemmest ved at forbinde med noget kendt og derfor har nemmest ved at forstå og huske. Navneord kan sættes ind på en såkaldt abstraktionsstige. Det mest konkrete ord sætter du ind på nederste trin på stigen, og det mest abstrakte ord på øverste trin. De mest abstrakte ord for en hund er ordet et levende væsen. Det skal så stå øverst på stigen.

Og så skal ordet blive mere og mere konkret, jo længere ned ad stigen du bevæger dig: et dyr, et pattedyr, et kæledyr, en hund, en terrier, en ruhåret foxterrier og endelig på nederste trin som det mest konkrete ord: min hund Tikki.

Det er vigtigt, at du vælger det ord, der mest konkret dækker, hvad du mener. Det vil sige, at du skal forsøge at bruge et af de nederste ord på stigen. Det kan være en god ide at prøve at lave abstraktionsstiger over nogle af de ord, du tit bruger på dit arbejde. På den måde kan du blive bevidst om, hvorvidt de ord, du bruger, er for abstrakte og derfor kan blive mere konkrete.

Øvelse i at gøre ord konkrete

Nu skal du prøve at lave abstraktionsstiger. Her kommer to abstrakte ord, som du skal sætte øverst på hver sin stige. Du skal så fylde stigen ud med mere og mere konkrete ord.

1. Publikation
2. Apparat

LØSNINGSFORSLAG TIL Øvelse i at skrive konkret

1. Hvis du tager brillerne på, inden du fyrer raketten af, så undgår du at beskadige dine øjne.
2. Du skal rive slippen af, inden du indløser checken.

Læs også: Hvordan skriver man en god rapport?

Hvad man må skrive på dansk?

Hvad man må skrive på dansk?

Hvem bestemmer egentlig over det danske sprog? Er der officielle retningslinjer eller regler for, hvad man må og ikke må skrive? Bliv klogere her.

læs mere
Nogen eller nogle?

Nogen eller nogle?

Hvornår skriver man nogen – og hvornår skal man bruge nogle? Man kan ikke høre, hvornår det er korrekt at bruge nogen, og hvornår det er korrekt at bruge nogle, fordi begge ord udtales på samme måde. Derfor kan det være svært at afgøre, hvilken form der er den rigtige. Bliv klogere her.

læs mere
Hvordan skriver man en god rapport?

Hvordan skriver man en god rapport?

På den enkelte arbejdsplads er der også mange medarbejdere, der til daglig eller fra tid til anden beskæftiger sig med at skrive rapporter, som omhandler igangværende eller kommende projekter i virksomheden. Derfor vil vi i dette kapitel gennemgå, hvordan du mest hensigtsmæssigt udformer og strukturerer en rapport.

læs mere
Skriveblokering – hvad gør man?

Skriveblokering – hvad gør man?

Du sidder og skal skrive en tekst. Du har det hele i hovedet. Du skal til at formulere dig – og så sker der bare intet! Du er ramt af skriveblokering. Hvad gør du nu? Her er vores tips til, hvordan du kommer videre.

læs mere
Hvilke krav stiller man til en god rapport?

Hvilke krav stiller man til en god rapport?

I en rapport samler og fremlægger man informationer om en bestemt problemstilling. Det er tit fagfolk, der skriver rapporter, og rapporterne skrives ofte til de mennesker, der skal tage beslutninger om de forhold, rapporten beskriver.

læs mere
Hvordan skriver man personligt?

Hvordan skriver man personligt?

At skrive personligt betyder naturligvis ikke, at du skrive faglige tekster på samme måde, som når du skrive personlige breve og mails til venner og familie. Derimod gør du din tekst personlig ved at bruge personord som du, dig, vi, jeg og vi. Og ved at være venlig og bruge aktiv form.

læs mere