Konkret tekst hvordan?

af | 12. april 2020

Skriv konkret – konkret tekst fungerer

Hvis du skal skrive konkret, skal du bruge konkrete ord, og du skal også undgå sætningsord.

Undgå sætningsord – de er ukonkrete at bruge

Sætningsord hedder også verbalsubstantiver, fordi de er substantiver (navneord), der er dannet ud fra verbaler (udsagnsord). Man kan sige, at sætningsord er en slags koncentrerede eller indkapslede sætninger, fordi det er ord, som gemmer sætninger.

Fx er navneordet ændring et sætningsord dannet ud fra udsagnsordet at ændre, og navneordet drøftelse er også et sætningsord dannet ud fra udsagnsordet at drøfte.

Det er ikke sætningsordene, der enkeltvis er noget i vejen med. Ord som ændring, drøftelse, ledelse, forenkling og besparelse er ikke svære at forstå. Men når du bruger mange sætningsord, medfører det ofte, at du skriver i et upersonligt sprog og derved ikke skriver konkret.

To eksempler på ukonkret tekst

Ændringen er gennemført
Forslaget har været til drøftelse

I den første sætning må man spørge sig selv: Hvem har foretaget ændringen? Der mangler en aktiv person, der gør noget. I den anden sætning må man igen spørge sig selv: Hvem har drøftet forslaget? Her mangler igen en aktiv person, der gør noget.

Sætningsord kan ofte kendes på, at de ender på -else, -ing, -ning, -tion eller -sion, fx meddelelse, henvendelse, færdiggørelse, kortlægning, forenkling, underretning, dokumentation og revision. Det er ikke ord, som vi kan undvære i sproget. Men tit er sætningsordene med til at gøre en tekst abstrakt og upersonlig. Derfor bør du altid overveje, om du skal skrive sætningsordene om til rigtige sætninger, så sproget bliver mere konkret.

Øvelse i at skrive konkret tekst

Prøv at skrive sætningerne om, så du får opløst sætningsordene og får placeret en person i sætningen. Sætningsordene er markeret med fed tekst. Et forslag til løsningen finder du til slut i denne artikel (der findes mange korrekte løsningsforslag).

1. For undgåelse af øjenbeskadigelse monteres brillerne inden afsendelse af raketten.
2. Slippen afrives forinden indløsning.

Brug konkrete ord i konkret tekst for at gøre teksten mere præcis

Brug som hovedregel de mest konkrete ord, du kan komme på. Det er de ord, som din modtager har nemmest ved at forbinde med noget kendt og derfor har nemmest ved at forstå og huske. Navneord kan sættes ind på en såkaldt abstraktionsstige. Det mest konkrete ord sætter du ind på nederste trin på stigen, og det mest abstrakte ord på øverste trin. De mest abstrakte ord for en hund er ordet et levende væsen. Det skal så stå øverst på stigen.

Og så skal ordet blive mere og mere konkret, jo længere ned ad stigen du bevæger dig: et dyr, et pattedyr, et kæledyr, en hund, en terrier, en ruhåret foxterrier og endelig på nederste trin som det mest konkrete ord: min hund Tikki.

Det er vigtigt, at du vælger det ord, der mest konkret dækker, hvad du mener. Det vil sige, at du skal forsøge at bruge et af de nederste ord på stigen. Det kan være en god ide at prøve at lave abstraktionsstiger over nogle af de ord, du tit bruger på dit arbejde. På den måde kan du blive bevidst om, hvorvidt de ord, du bruger, er for abstrakte og derfor kan blive mere konkrete.

Øvelse i at gøre ord konkrete

Nu skal du prøve at lave abstraktionsstiger. Her kommer to abstrakte ord, som du skal sætte øverst på hver sin stige. Du skal så fylde stigen ud med mere og mere konkrete ord.

1. Publikation
2. Apparat

LØSNINGSFORSLAG TIL Øvelse i at skrive konkret

1. Hvis du tager brillerne på, inden du fyrer raketten af, så undgår du at beskadige dine øjne.
2. Du skal rive slippen af, inden du indløser checken.

Læs også: Hvordan skriver man en god rapport?

Del informationerne op – effektiv information

Del informationerne op – effektiv information

Lad være med at fylde for mange informationer ind i dine sætninger, for så bliver sætningerne tit for lange og du skal tænke på din modtager, jo mere besværligt det er at læse din tekst, desto større er risikoen også for, at modtageren holder op med at læse. Kan du se, hvad der er galt her?

læs mere
Farlige ord at bruge

Farlige ord at bruge

Styr udenom tvetydige ord og gummiudtryk – det er vigtigt, at du skriver præcist, entydigt og udtømmende. Din læser skal kunne forstå, hvad du skriver, uden at komme i tvivl om, hvad du mener. Og nogle ord er faktisk farlige at bruge! Bliv klogere her.

læs mere
Der er forskel på skrift og tale

Der er forskel på skrift og tale

Vær ikke bange for at skrive enkelt! Hvis du skal skrive noget, der er svært, er det altid godt at tænke på det talte sprog og spørge sig selv: “Hvordan ville jeg sige det, hvis jeg fx skulle forklare det over telefonen?”

læs mere
Hvordan skriver man forståeligt?

Hvordan skriver man forståeligt?

Det er en god ide at bruge ord, som din modtager kender, hvis du vil skrive forståeligt. Vælger du at bruge ord, du ikke er sikker på, at din modtager kender, så skal du forklare dem. Her får du tipsene.

læs mere
Hvordan skriver man overskueligt?

Hvordan skriver man overskueligt?

Sørg for, at din tekst er overskuelig og let at finde rundt i. Din modtager skal hurtigt kunne få et overblik over teksten. Det er derfor vigtigt, at du bevidst om, hvordan du bruger, overskrifter afsnit og punktopstillinger.

læs mere