Kender du disse 10 finurlige ord og udtryk, og ved du, hvad de betyder? Ordene har vi valgt ud fra en lang liste med ord og udtryk, der alle fik lov til at komme med i opdateringen af Den Danske Ordbog i juni 2020. Du finder hele listen her.
Kig på ordene, og gæt, hvad de betyder. Bagefter kan du klikke på ordene og få en forklaring. God fornøjelse.
1. Superspreder
Et individ, der er bærer af en smitsom sygdom og årsag til, at den spredes til et overordentlig stort antal andre individer. Ordet er kendt tilbage fra 2003 efter engelsk super-spreader med samme betydning af super- og spreder.
2. Budgetbisse
En person, der er ansat eller udpeget til at sikre, at et budget ikke overskrides – bruges ofte spøgende eller nedsættende. Ordet er kendt helt tilbage fra 1988.
3. Pandemisk
Udtrykket bruges om en smitsom sygdom, der er udbredt over en hel verdensdel eller flere verdensdele.
Ordet stammer fra det græske udtryk pandemia, der betyder ‘overalt blandt folk’.
4. Det mørke net
En krypteret del af internettet, der giver brugerne mulighed for anonymt at hente og dele ulovligt materiale, handle med våben og narkotika og organisere kriminelle handlinger (kendt fra 2002).
5. Smide nogen under bussen
I overført betydning – at ofre eller forråde nogen for selv at få en fordel af det. Et udtryk, der er opstået i politik, og det er blevet brugt de sidste 4-5 år.
6. Podepind
En form for vatpind, som sundhedspersonale bruger til at udtage en celleprøve fra slimhinder i svælget eller et andet sted på kroppen og overføre materialet til et reagensglas, så det kan analyseres. Ordet er et fagudtryk for laboranter og sygeplejepersonale. Og pga. coronatest er ordet nu blevet kendt af mange.
7. Bydelsmor
En kvinde, typisk med anden etnisk baggrund end dansk, der på frivillig basis hjælper isolerede kvinder med indvandrerbaggrund i sit nærområde, bl.a. med at navigere i det offentlige system og opbygge et lokalt netværk. Udtrykket er kendt i Danmark siden 2006 efter tysk Stadtteilmutter med samme betydning.
8. Parkere bussen
I overført sportsjargon: spille defensivt med mange markspillere i egen forsvarszone for at forhindre modstanderholdet i at score i fodbold. Udtrykket har været kendt i Danmark siden 2009.
9. Selvtræne
At træne kondition, styrke, smidighed el.lign. på egen hånd, undertiden i sit hjem, fx som led i genoptræning efter en skade. Ordet dukkede op første gang i 2005 i en artikel i Politiken. Ordet er blevet aktuelt igen under coronanedlukningen i foråret.
10. Solnedgangsklausul
En bestemmelse, der fastslår, at en lov eller en politisk vedtaget ordning automatisk udløber eller tages op til revision efter et bestemt tidsrum. Udtrykket er kendt fra 1995 efter engelsk sunset clause med samme betydning.