Tekst, der giver mening – hvordan?

af | 12. juli 2020

Din tekst skal være sammenhængende – ellers giver den slet ikke mening

Du skal vise, at der er sammenhæng i din tekst. Det gør du ved at bruge forbinderord, som du kan læse om i dette afsnit. Der skal både være sammenhæng mellem ordene, sætningerne og afsnittene. Det er nødvendigt for, at din tekst kan blive så klar og let at forstå som muligt.

Her er imidlertid et eksempel på det modsatte. I eksemplet er det let at misforstå, hvordan ordene hænger sammen: Hun begyndte at stoppe bilen, lige da hun fik øje på bussen, men det var glat, og pludselig gled den.

Her spørger man sig selv: Hvem glider? Er det bilen eller bussen? Det kan man ikke vide. Nogle gange kan modtageren selvfølgelig regne ud, hvad meningen er, men bestemt ikke altid, og så er det jo ikke en god måde at formulere sig på. Husk altså at få sammenhæng mellem ordene i dine sætninger.

Skrive i telegramstil – er det en god ide?

Det er også vigtigt at skrive opløst, men det at skrive opløst ikke er ensbetydende med at skrive i telegramstil. Hvis du skriver i telegramstil, mangler der nemlig sammenhæng mellem de forskellige sætninger.

Her er et eksempel på en sms:

Vi har det godt, send flere penge, kommer hjem om en måned.

I en mail ville man nok have skrevet en mere sammenhængende tekst, fx sådan her:

Vi har det dejligt i USA, og vi ønsker at blive her lidt længere. Derfor må I gerne sende flere penge, fordi vi først planlægger at komme hjem om en måned.

Det er altså nødvendigt at vise dine læsere, hvordan teksten hænger sammen. Du skal således både skrive teksten opløst og samtidig få den til at hænge sammen, og det er faktisk ikke så svært, som det lyder!

Forbinderord er den smørelse, som giver din tekst mening

Du skaber sammenhæng i sætninger og afsnit ved at bruge forbinderord. Forbinderord får teksten til at hænge sammen rent sprogligt ved at skabe bløde overgange, fx: Vi beder dig derfor om at svare inden den 14. januar 2023. Derefter sender vi policen til dig.

Forbinderordene er markeret med kursiv.

Liste over forbinderord

Listen over forbinderord er meget lang. Det er fx ord som: derfor, altså, alt i alt, fordi, på grund af, med andre ord, disse, omtalte, i det følgende, herefter, da, mens, senere, derpå, nu kommer, på den baggrund, som tidligere nævnt, i det følgende, ovenfor, skønt, dog, allerede, på den ene side . . . på den anden side, i det hele taget, først og fremmest og imidlertid.

Du skal også være opmærksom på, at påpegende stedord er med til at skabe sammenhæng i teksten. Det er fx ord som: de, disse, den, dette, hun, han, det og dette.

Her er et eksempel, hvor forbinderordene er skrevet i kursiv:

Det var en gennemgang af årsregnskabet. I det følgende går vi over til de kommende besparelser.

Øvelse i at få skabt god mening i en tekst – så man forstår teksten

Her kommer en lille øvelse, hvor du skal arbejde med sammenhængen i en tekst. I teksten er sætningerne (mærket A-G) byttet om. Desuden er tegnene og de store begyndelsesbogstaver fjernet. Prøv nu, om du kan anbringe de syv linjer i en overbevisende rækkefølge. Løsningen finder du lige bagved øvelsen.

Brugsvejledning til hvordan man bestiller kuglepenne:

A det er imidlertid ikke tilfældet med de lyseblå blanketter

B er de grønne allerede fortrykt med en bestilling på de sædvanlige 500 kuglepenne

C her må du selv udfylde

D så streger du bare det fortrykte tal ud og skriver det nye antal ved siden af

E når blanketterne leveres

F imidlertid kan du også bruge de grønne, selvom du skal bruge et andet antal end 500

G på en sådan måde, som det nu passer dig

LØSNINGER TIL ØVELSE OM SAMMENHÆNG I EN TEKST 

(forbinderordene er markeret med kursiv)

1.

E Når blanketterne leveres,

B er de grønne allerede fortrykt med en bestilling på de sædvanlige 500 kuglepenne.

A Det er imidlertid ikke tilfældet med de lyseblå blanketter.

C Her må du selv udfylde

G på en sådan måde, som det nu passer dig.

F Imidlertid kan du også bruge de grønne, selvom du skal bruge et andet antal end 500,

D streger du bare det fortrykte tal ud og skriver det nye antal ved siden af.

2.

E Når blanketterne leveres,

B er de grønne allerede fortrykt med en bestilling på de sædvanlige 500 kuglepenne.

F Imidlertid kan du også bruge de grønne, selvom du skal bruge et andet antal end 500,

D streger du bare det fortrykte tal ud og skriver det nye antal ved siden af

A Det er imidlertid ikke tilfældet med de lyseblå blanketter.

C Her må du selv udfylde

G på en sådan måde, som det nu passer dig.

Læs også: Hvordan skriver man en konkret tekst?

Farlige ord at bruge

Farlige ord at bruge

Styr udenom tvetydige ord og gummiudtryk – det er vigtigt, at du skriver præcist, entydigt og udtømmende. Din læser skal kunne forstå, hvad du skriver, uden at komme i tvivl om, hvad du mener. Og nogle ord er faktisk farlige at bruge! Bliv klogere her.

læs mere
Der er forskel på skrift og tale

Der er forskel på skrift og tale

Vær ikke bange for at skrive enkelt! Hvis du skal skrive noget, der er svært, er det altid godt at tænke på det talte sprog og spørge sig selv: “Hvordan ville jeg sige det, hvis jeg fx skulle forklare det over telefonen?”

læs mere
Hvordan skriver man forståeligt?

Hvordan skriver man forståeligt?

Det er en god ide at bruge ord, som din modtager kender, hvis du vil skrive forståeligt. Vælger du at bruge ord, du ikke er sikker på, at din modtager kender, så skal du forklare dem. Her får du tipsene.

læs mere
Konkret tekst hvordan?

Konkret tekst hvordan?

Skriv konkret – konkrete tekster fungerer. Hvis du skal skrive konkret, skal du bruge konkrete ord, og du skal også undgå sætningsord. Her får du eksempler på konkret tekst – kommunikation. der virker.

læs mere
Hvordan skriver man overskueligt?

Hvordan skriver man overskueligt?

Sørg for, at din tekst er overskuelig og let at finde rundt i. Din modtager skal hurtigt kunne få et overblik over teksten. Det er derfor vigtigt, at du bevidst om, hvordan du bruger, overskrifter afsnit og punktopstillinger.

læs mere